Trinitatistiden, der strækker sig fra den første søndag efter pinse til sidste søndag i kirkeåret, kaldes både ”det festløse halvår” og ”kirkens hverdag”. Men man kunne med lige så god ret hævde, at det er én lang fest.

Sommerhalvåret er trinitatistid, og det er ikke uden grund, at messehagelen, der bruges ved tidens gudstjenester, er grøn. Grøn er vækstens farve. Det er vækstens tid i naturen, i gudstjenesternes tekster og forhåbentlig også i os.

I evangelierne handler det om, at det, der blev sået med jul, påske og pinse nu vokser frem for at bære frugt og blive høstet hjem. Det er en håbefuld tid. Den minder os om Guds nærvær.

 I den første del af trinitatistiden synger vi gerne:

 Nu blomstertiden kommer

 med lyst og ynde stor,

 sig nærmer bliden sommer,

 hvor græs og urter gror;

 nu varmer sol i lide,

 og hvad der lå som dødt,

 med hver den dag, mon skride,

 står op som atter født.

(DDS 722)

I evangeliet til Trinitatissøndag møder vi Nikodemus, farisæeren, der i følge evangelisten Johannes i ly af nattens mørke kommer til Jesus, fordi han ønsker et klart svar på, hvordan det er med Jesus og Gud og ham selv. Han kan ikke rigtigt få det, som han ser og hører til at passe med det, han som lærd mener at vide. Og han spekulerer på, hvordan han skal gribe livet med det nye an.

Jesus lærer Nikodemus at lægge bekymringerne bag sig og tage imod, som et lille barn tager imod sine forældres kærlighed og omsorg. Et barn griber kærligheden, fordi det behøver den, og fordi den er der. Kærligheden kommer til barnet udefra, og den gives, uden at barnet udmærker sig ved andet og mere end det, at det er sine forældres barn. Nikodemus skal forstå sig som Guds barn og gribe hans kærlighed, siger Jesus, for det er det gode vilkår mennesker kan leve på i verden.

Trinitatistiden er en fejring af kirkens og menneskers liv og hverdag i lyset af troen, håbet og kærligheden. Efter jul, påske og pinse har vi trinitatistiden til at høre om, hvordan troen, håbet, kærligheden, retfærdigheden, freden og glæden kan blive konkret i vores dagligdag. Det er jo her, at det skal omsættes til handling og ord. Tinitatis er en læretid for os.