165 Øjne I var lykkelige

747 Lysets engel

Mika 6,6-8

Matt.20,20-28

Kom Sandheds Ånd forvis os på, at også vi er af Gud Faders små. Amen.

Den her mor! Man ser hende for sig. Hvordan hun baner sig vej gennem de mange mennesker, der omgiver Jesus. Maser. Skubber. Viljen er stærk. Ingen vrede blikke, ingen protester kan stoppe hende. I hendes kølvand følger de to voksne sønner. Hun helmer ikke, for afkommets fremtid ligger hende på sinde, og nu skal hun nok få det på plads en gang for alle.

Sådan er vi mange, der er parate til at slå et slag for vores børn. Deres fremtid ligger os lige så meget på sinde, som moderen, der for et par tusind år siden ville gøre, hvad hun mente bedst for sine drenge. Vi går gerne i brechen for vores børn, når de ikke tildeles den opmærksomhed, som vi mener, at de retteligt fortjener. Spørg bare nogle af dem, der har det hverv at have med vores afkom at gøre - f.eks. fodboldtræneren, håndbolddommeren eller læren, pædagogen. Selvfølgelig kunne vi aldrig finde på så ublu at mase os foran andre i den kamp….men vi har helt sikkert bemærket fænomenet hos andre. Når det var os og vore, der måtte vige for en frembusende.

Det er naturligt, at forældre kæmper deres børns sag. Fra det øjeblik den nyfødte lægges i din arm er du parat til at gå foran og tage slagene eller udkæmpe dem. De små har brug for os. De er vores ansvar. Heldigvis er det helt selvfølgeligt for langt, langt de fleste forældre. Det er heller ikke det, der skal anfægtes i dag. Men der ruskes i os. Det er vores forestilling om, at det er alting, vi er nødt til at tilkæmpe os – også Guds opmærksomhed. Det er jo den fru Zebedæus er ude på at sikre sine sønner. ”Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd”, hører vi hende afkræve Jesus. I en nyere oversættelse er hendes fordring formuleret sådan her: ”Lov mig at du giver mine sønner de to vigtigste pladser i din regering, når du bliver konge”. Det er altså, hvad den ambitiøse mor forlanger af Guds søn. Intet mindre!

Det er vel sagtens de færreste moderne forældre, der lader ambitionerne række så vidt. Trods alt. Men man kunne jo spørge om det kun skyldes, at vi har nok at kæmpe for og med her og nu. Økonomiske kriser, der lægger en dæmper og vækst og velstand. Besparelser. Skolelukninger. Arbejdsløshed. Krige og terror. Naturkatastrofer. Klimaforandringer. Listen over vore bekymringer for fremtiden kan gøres lang. Ikke så sært, hvis vores fokus først og fremmest er det, der ligger lige for, og religiøse spekulationer ikke synes, at få plads.

Men i opmærksomheden på det nære er vi alligevel på rette spor. Det er faktisk der Jesus peger hen med sit svar til de 10 andre disciple, da de harmes over deres meddisciple Johannes og Jakob, Zebedæussønnerne. Jesus peger på livet, på tilværelsen her. Det er den, I skal koncentrere jer om, siger han. Det er livet med hinanden I skal skænke jeres opmærksomhed: se først på hvad I kan gøre for hinanden.

I grunden kunne man sige, at det måtte ligge lige for for os at ville det bedste for andre. Det gør det jo tilsyneladende, når det gælder vores børn. Det synes være en medfødt trang. Det samme instinkt for at yde omsorg kunne man forestille sig, at vi kunne bygge på og udvide. I kirken bruges udtrykket ”næstekærlighed” om den ”udbygning”. Og inden man går kløjes i det ord – altså ”næste-kærlighed”, kan det måske være på sin plads lige at minde om, at ordet ”kærlighed” dækker over mange, mange flere og også dybere betydninger end forelskelse og erotik. Kærlighed er alt det, der gror gennem de lange forhold, der er det, der binder os sammen som familie, forældre og børn, venskaber osv.

Jesus siger i dag til sine disciple, at de skal tjene hinanden. Det betyder, at de skal være der for hinanden – og ikke gøre som fru Zebedæus, som vi hører om i dag: mase sig frem på bekostning af andre. Eller sagt på en anden måde, i de forhold mennesker imellem, der er påvirket af den måde Jesus omgik sine samtidige, er det væsentlige ikke i at komme til at styre andre, herske over dem, vinde forrang frem for dem, men at være der for dem, til bedste for dem. Og det er dette sidste der er det væsentlige. Det store er, at kunne træde et skridt tilbage eller til siden eller foran eller hvad det nu er, der skal til for at gøre det bedste for andre.

Så hvis du spørger til, hvad det vil sige at være kristen, eller vil vide, hvad skal du gøre som kristen, så kunne det korte svar lyde: Tjen!. For at være kristen det er at være sat i tjeneste i livet for dine medmennesker.

Som sagt. Når vi er i fuld gang med at leve vore liv, kan andre dagsordener, let trænge sig på, og kan komme til at lade dem overskygge alt. Derfor tjener huset her et godt formål. Som vi sang til at begynde med i dag er det et på mange måder ”underligt” hus. Det er anderledes end de andre vi færdes i i ugens løb. Se dig omkring i dag. Hvor andre steder ville man finde en forsamling som jer under et tag: spædbørn, nybagte forældre, konfirmander, erfarne forældre, frimurer, onkler, tanter, bedsteforældre, unge, gamle, syge, raske, glade, sørgende osv. Uanset, hvor I er livet og hvad I er, så sidestilles I her. Eller som en har sagt det: vi ”nulstilles”.

Og det er ikke negativt ment. Der hentydes til, at vi her kan lægge det plagsomme eller pinefulde fra os. Her kan vi være med det, som vi er i hver især. Vi kan være her, som vi her. Her skal der ikke kæmpes om de bedste pladser. Vi er til gudstjeneste og herinde er, som vi sang, ”…selviskhed…. næsten komisk” .Det minder historien om de to disciple, Jakob og Johannesens, Zebedæus´sønner og deres mor om og det, som Jesus sagde i den anledning om.

”Den der vil være stor, skal være de andres tjener”. Det kan muligvis lyde et som et nedslående og kedeligt budskab. Og det er klart, at en vis drivkraft har vi alle brug for, hvis livet ikke bare skal smuldre for os. Den drivkraft er vigtigt skalsamfundet holdes i gang. Men så alligevel. Kender vi ikke til erfaringen af glæden, når vi får det gjort det med at hjælpe andre uden først at have overvejet om det var til egen fordel? Selv når det er i det små? Jeg tror det.

I hvert fald skal vi synge om det lige om lidt, om det med at hjælpe og værne om hinanden. Ikke som ideologisk eller politisk markering, men som en bøn om at vi måtte vide at tage vare på hinanden; at det, som vi kalder det dobbelte kærlighedsbud, må slå igennem i den måde, vi går gennem tilværelsen. For Guds skyld. For hinandens skyld. Vi sendes ud herfra til dem, ”som gik vild i livets ørk”, ”de arbejdstrætte gamle”, ”den verden tykkes gold og mørk” og alle de andre, til livet med hinanden og for hinanden.

Amen.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen