2.Pinsedag 2.tr.

1.juni 2020

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

Ez. 11,19-20

Ap.G2,42-47

Joh.6,44-47

 

290 I al sin glans

285 Hør Himmelsus 

291 Du som går ud fra den levende Gud

458 Zion pris din saliggører

Nadver: 438, 440

287, 2-3, Kraften fra det høje

835 Går gennem byens lange lige gader 

 

 

Sandheds Ånd, forvis os på, at også vi er af Gud Faders små. Amen.

 

Det er pinse! Også i dag. Pinse lader sig ikke begrænse. Ikke til én, men for så vidt heller ikke til to dage. Det er en tid. En rum tid. Og en begyndelse og en fortsættelse. En ny begyndelse hver dag. Hver dag skaber Gud på ny nyt for os og i os med sin evigt nærværende ånd. Du serdet  uden for din dør. ”Naturen holder pinsefest”. Du hører det herinde. Og forhåbentligt får du og jeg så også øje for det i vores liv, i vores dage, at det alt sammen, du og jeg og alle de andre og verden er spundet og bundet sammen af og med Gud.

Tre tekster hjælper os i dag.

Først den gamle profet, Ezekiel. Hos ham hørte vi om en udskiftning af hjertet. Før var der et stenhjerte. Det skal vel forstås som var det hårdt, ufølsomt, ubevægeligt og måske også tungt? Nu er det, som vi ved, det helt vitale organ i vores krop, det, der med sin vedholdende banken i brystet både holder os i live og er tegn på at vi lever. Ezekiel skrev: Ved Guds vilje er hjertet blevet til et hjerte ”af kød” – altså til liv, til at holde i live.

Sådan et hjerte banker i os også denne morgen. Et hjerte, der kan bevæges. Hvis rytme kan forstyrres af uro og angst, men også springe ved lykke og glæde, svulme af kærlighed. Det er når det sidste sker, at der som det skal være. Det er jo når vi af hjertet formår at elske Gud og elske vores næste i samme åndedrag, at vi som profeten skrev ”følger Guds lov”.

Når vi hører om de første kristne, synes det at være lykkedes for dem. ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet ved brødets brydelse og ved bønnerne”, hørte vi. Ja de gjorde mere end det. De levede sammen i lykkelig enighed, fælles om alting. Som var skabelsestidens paradistilstand vendt tilbage, synes de at have fundet ind i til en tilstand, hvor alt udenoms var overflødiggjort . Nu betyder ejendom og ejendele ingenting. Nid, nag, løgn, forstillelse, misundelse, jalousi findes ikke. Gavmildt deles det, der er. Taknemligheden fylder i alt, hvad man gør. ”Jublende og oprigtige i hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst”, står der i Apostlenes Gerninger.

Er det sådan det står til i de kristne fællesskaber i dag? Er vi fri af nid, nag, løgn, forstillelse, misundelse, jalousi? Er vi i al vores gøren og laden opfyldt af taknemlighed? Deler vi alt – som i alt? Er vi uforbeholdent gavmilde med det, vi har? Med os selv? Findes der nogle der på én gang både kan sige om sig selv, at de er jublende i hver fiber af deres krop, i hver tanke og er ”oprigtige af hjertet”?

Måske, måske et forsigtigt måske, for måske kan vi opleve glimt, små åndehuller i tilværelsen, hvor det faktisk er sådan. I så fald må det være med Guds hjælp. Det måtte være, hvor Helligånden har frit løb og ikke rammer muren af de små eller større forbehold, der kan være i os.

Og som selvfølgelig er i os, fordi vi lever i den her verden, der til tider kan være en temmelig kompliceret affære. Ikke mindst pga. os, du og jeg og alle de andre, der findes. Fordi vi ikke er ens. Fordi der er det i os, der kæmper for at finde ud af, hvordan alting hænger sammen, hvad der er den rette vej at gå. Som hele livet igennem bøvler med at træffe de rette valg, og som i tilbageblikket ønsker og håber at kunne sige: Jeg gjorde det rigtige.

Det er ikke enkelt med mennesker. Det er aldrig enkelt. Det der ”kød-hjerte” er jo netop bevægeligt. Og følsomt. Det kan ikke tåle hvad som helst. Så går vi til.

Så vi beskytter det. Prøver at værne det mod alt for mange forskelligrettede bevægelser. Prøver at give det ro. F.eks. ved at afgrænse de fællesskaber, som vi indgår i. Også dem, som vi siger, har sit afsæt og hviler i Guds ord i Kristus. De første kristne var, står der altså i Apostlenes Gerninger, jublende og oprigtige. Når de var sammen. Her var de trygge. Det var godt. Udenfor var det nok anderledes. Og derude fra kom der hele tiden nye til.

Det er der, at det svære begynder. Tror jeg. Gætter jeg på. Disse nye der kom til. Hvad kom de mon med? Indordnede de sig? Mødte de ingen skepsis eller forbehold? Blev de mødt helt uden nid, nag, løgn, forstillelse, misundelse, jalousi? Blev de taget imod med åbne arme? Var modtagelsen præget af gavmildhed og taknemlighed? 

Forhåbentligt! Men sniger der sig en lille skepsis ind hos nogle af os, hænger det nok sammen med de erfaringer, som vi har med os. Vores fællesskaber, uanset hvor åbne og imødekommende vi anstrenger os for være, er altid i fare for lukke sig om sig selv. For hvor der godt at være, ønsker vi helt naturligt, at det skal fortsætte som det er, og så kan selv den mindste anderledeshed fornemmes som en trussel, som en fare, der skal afværges.

Men der forglemmer vi os. Lige dér, i det øjeblik forglemmer hvad vi er. Vi glemmer hvad der skal til for at vi overhovedet kan være til.

Først er der hjertet. Hjertet af kød og blod. Det, der pumper blodet rundt i vores kroppe og sørger for næring og ilt til hver eneste lille celle i os. Så er der føden. Brødet.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød”, ”jeg er det levende brød”.

Vi kan være sultne på meget forskelligt. Der er blevet talt en del om ”hudsult”, mens vi skullet holde os fra hinanden de sidste par måneder. Det er den sult, der kommer af ikke at få lov at mærke hinanden, den fysiske kontakt. Det er svært at skulle undvære berøring, varmen i et håndtryk, omsorgen i et kram, kærligheden i et kys. Det er jo med til at holde os oppe og ved livsmod. Berøring forener og nedbryder afstand.

Ligesom ordene og sakramenterne her rummet gør. Hvis ikke vi var bevidste om, at der også et helt basalt sult-behov her, så tænker jeg, at det har vist sig, mens kirken var lukket.

Det brød, der rækkes dig ved nadveren er jo mere end en lille kiks uden meget smag. Den er Jesu Kristi legeme, det er levende brød, det er livets brød. Det er et lille bitte måltid med kæmpestor betydning. Gud samler os i et fællesskab indstiftet af hans søn og stiller dermed vores sult efter at være med og længslen efter at vide at vi hører til.

For i modsætning til alle de fællesskaber, som vi etablerer, så er dette udenfor vores bestemmelsesret. Det er ikke os, der sætter betingelserne eller kan eller skal bedømme, hvem der rigtigt hører til, har ret til være med eller er gode nok til det. Vi er med gennem Kristus. Han indbyder. Han er tilstede. Det fællesskab sættes af Gud. Det er ham, der ved sin søn samler os. Ikke os, der samler os selv. Guds ske lov! For vores har det, som sagt med at blive begrænsende, før eller siden. Sådan bliver nadverens fællesskab aldrig. Uanset hvad vi kommer til at tænke om det. Uanset at vi kan kommet til forplumrer det budskab. Jesu er livets brød. Han er det levende brød. Der er ikke død og afslutning og afgrænsning i ham. Det deler han med os og bliver vores forsoner og redder. Sådan er han livets brød for os.

Om lidt skal vi synge tilbage den første nadver. Bagefter får vi selv muligheden for at gå til alters og modtage det lille stykke brød, der helt bogstaveligt er en himmerigsmundfuld, for i det mødes himmel og jord, Kristus og dig og mig. Og i os, der bliver det brød så livgivende som var det vældigt festmåltid tilberedt og serveret med den største kærlighed og opmærksomhed på gæsten.

Det er pinse. Også i dag. En forunderlig tid med liv og vækst, der kan sanses, ses, indsnuses, mærkes i krop og sind. Med en forkyndelse til os, der akkurat ligeså forunderlig livsnær. Vi kan tro os i Guds kærligheds fællesskab. Med Guds hjælp kan vi tro det. Med Helligåndens nærværende, oplysende, kærlige hjælp sker det. Glædelig pinse.

Lov og tak og evig ære være dig Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

 

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for Pinsedagens skønne forkyndelse af din kærligheds Ånds nærvær her i vore dage. Tak dagens ord til os om, at vi må forstå din søn som livets brød, den der holder os i live og levende i alt.

 

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, teror og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, det som vi længe har savnet hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den, der gerne ville have været her i kirken i dag, men ikke kan, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

 

Pinsedag den 31. maj 2020 v/ Henriette Bacher Lind

, Johs 14, 15-21

290, 291, 282 – 296 (438, 440, 287,2-3) 806

”Måneden maj med brudeslør svævende” stod der i en roman, jeg læste forleden. Jeg blev ramt med det samme. Af skønheden i ordene. Af rytmen. Jeg blev ramt, fordi sætningen, så kort den er, indkapsler en oplevelse, jeg genkender. Det er jo lige præcis sådan, naturen er nu: Med frodige, grønne grøftekanter overdådigt struttende af den luftige plante med navnet vild kørvel, som vi i min barndom kaldte ”landevejens brudeslør”, hvor det udtryk så end kommer fra. Det er naturligvis ikke hentet ud af den blå luft, for der er noget gennemsigtigt florlet og sløragtigt over den hvide ukrudtsplante. ”Måneden maj med brudeslør svævende”. Det er langt fra sikkert, at alle vil blive ramt af det udtryk. Der vil nok være nogen, der tænker: Den sætning siger mig overhovedet ikke noget. Jeg forbinder ikke noget som helst med den. Den vækker ikke den mindste genklang, og det er klart, at hvis man har det sådan, så mister sætningen sin betydning og bliver ikke andet end en række tilfældige ord, sat ved siden af hinanden uden dybere mening.  

Det, vi hører, skal ramme os. Et udtryk kan være nok så smukt eller klogt eller vigtigt, men hvis det ikke griber èn, kan det være det samme. Så falder det til jorden og forandrer ingenting. ”Måneden maj med brudeslør svævende” har ikke umiddelbart noget med pinse at gøre, selv om det beskriver naturen ved pinsetid, men den effekt, som en sætning kan have eller ikke have, handler faktisk en hel del om pinse. I skal se situationen for jer. Disciplene er samlet i Jerusalem. Det er halvtreds dage, siden de stod ved den tomme grav, ti dage siden de så Jesus forsvinde ind i himmeldybet. Dengang stod det helt klart for dem, hvad de skulle efter hans himmelfart. Opgaven var ikke til at tage fejl af, den var lige til at gå til, synes de dengang. Hvor svært kan det være at døbe og forkynde det glædelige budskab om Guds søn, der kommer med tilgivelse, kærlighed og en retfærdighed, som verden aldrig har set mage til? Men det er, som om ordene bliver fjernere og mere tågede dag for dag. Meningen er blegnet og vanskelig at få hold på. Ordene, som til at begynde med løb dem i munden så let som ingenting, sidder pludselig fast eller kommer ud på den helt forkerte måde. Hvad er der sket? Hvorfor er det pludselig blevet så svært? Disciplene forstår det ikke! Der er jo nok at fortælle om. Hvad med den blinde i grøftekanten, som pludselig kunne se? Eller hvad med kvinden, der var få sekunder fra at blive stenet, men blev reddet i sidste øjeblik? For slet ikke at tale om lignelserne –de er da lige ud ad landevejen, siger de til hinanden. Og ja, lignelserne er overhovedet ikke problematiske at genfortælle, de er fulde af genkendelige situationer, fulde af dramatik. Tag bare lignelsen om vingårdsarbejderne, der går hjem fra arbejde med præcis de samme penge i lommene, selv om de første har arbejdet mange flere timer end de sidste. Eller hvad med lignelsen om fåret, som løber vild og bliver fundet? Disciplene har ikke glemt noget som helst af det, som Jesus gjorde og sagde. Det er ikke det, der er galt. Problemet er, at når de fortæller det videre, kan de se på folks ansigtsudtryk, at det slet ikke gør noget indtryk, det er som at tale for døve øren. Folk lytter høfligt, og så vender de ryggen til. Og hvis de skal være helt ærlige, kan de godt forstå reaktionen. Ordene mangler simpelt hen liv og glød. De siger ikke nogen noget. Det er en meget deprimerende oplevelse, den lægger sig som endnu en tyngde oven på sorgen over, at Jesus ikke længere er mellem dem, og så er det, at det forunderlige sker. Som lyn fra en klar himmel: Der tændes en brand, og pludselig – hurtigere end nogen kan nå at tælle til tre – er der liv i de døde, blege ord. Og her må vi bare overgive os til beretningen om pinsedagen med ild og tungetale, for den bobler af glæde over, at ordene på fuldstændig uforklarlig vis og fra det ene sekund til det andet løfter sig, slipper fri og flagrer ud af vinduet. ”Hør, er de mænd ikke fra Galilæa? Hvordan kan det så være, at vi alle sammen kan forstå, hvad de siger. Vi kommer jo både fra Parthien og Medien, Elam og Mesopotamien, fra Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, fra Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, og nogle af os er tilflyttere fra Rom. Men uanset, om vi er født jøder eller er blevet det senere, og lige meget hvor vi kommer fra, så kan vi på vores eget sprog høre dem fortælle om de store ting, Gud har gjort”. Hvordan kan det være, at vi, som ikke kun taler forskellige sprog, og aldrig har lært aramæisk, pludselig forstår det, som disse jøder siger? Hvordan kan det lade sig gøre? siger alle de tilrejsende, som er kommet virkelig langvejsfra, til hinanden. Vi forstår godt deres forvirring, det giver ikke mening, det burde ikke kunne lade sig gøre, men ikke desto mindre sker det. Fordi Ånden blæser ind over de nedtrykte disciple og puster liv i ordene. Talsmanden kommer og sikrer, at der bliver talt direkte til den enkelte. Gud sender sin Hellige ånd, sandhedens ånd, som kan få budskabet til at leve og lyse, så det rammer og får vægt. Og det nytter ikke at forklare stolper op og stolper ned om, hvordan det kan lade sig gøre, for vi kommer aldrig til at fatte det fuldtud. Det ligger uden for vores forstand. Det er et under, som vi bare må tage imod og glæde os over, for vi ved jo godt, at vi kan tale og tale om alt det vigtige og skelsættende i kristendommen, men vi kan ikke ved egen hjælp skabe den tro, som gør ordene livsnødvendige. Vi har ikke magten til, at ordene rammer hjertekulen og smelter alle forbehold over for den største af alle sandheder, det har kun Gud. ”Jeg vil sende jer sandhedens ånd,” lover Jesus sine disciple, da han tager afsked med dem. Og sandhedens ånd er kærlighedens ånd. De to kan ikke skilles ad, for sandheden om os er, at vi skabt og frelst til at elske hinanden. ”Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden,” siger Jesus et andet sted i Johannesevangeliet. Ligegyldigt hvad han har sagt eller gjort, ligegyldigt hvad han bliver udsat for af pinsler, så er det dette bud, som ligger bag. Det er ikke en opfordring på linje med alle andre opfordringer i retning af: Vil du ikke lige gøre dit og dat. Nej, det er et bud, som taler direkte til os og kræver at blive hørt og omsat til handling. Jesus siger ikke, diplomatisk, neddæmpet: Du må hellere gå hen og hjælpe din nabo. Han siger: Gå hen og hjælp din nabo. Gå du hen og hjælp din nabo. Der er ingen vej uden om, han taler til mig direkte, befalende. Det er ikke et valg, det er en tiltale. Ansigt til ansigt med den tiltale bliver vi ramt, og ordene om, at vi har syndernes forladelse, hans evige kærlighed trods alle vores pletter, trods al ufuldkommenhed, trods alle svigt, bliver levende. Ordene får liv og glød, de lader sig ikke længere stuve af vejen, de siger os noget, de siger os alt.

”Måneden maj med brudeslør svævende” – sådan ser der ud i Danmark lige nu. Solen varmer, græs og syren dufter. Grøftekanterne bugner af den hvide, kniplingsfine kørvelblomst. Naturen lever og ånder og kæmper på sin egen måde mod enhver tendens til mørke. Præcis som ånden, kærligheds og sandheds ånd, der får ordene til at brænde af liv, så det føles helt ind i knoglerne, at lyset er stærkere end mørket. Amen

 

 
Kristi himmelfarts dag v/ Henriette Bacher Lind

Kr. Himmelfart den 21. maj 2020, Luk 24, 46 – 53

Salmer: 725, 448, 257 –  324, 266

Sikke en glæde. At stå her i dag. Over for jer. Sikke en glæde, at der igen er mennesker i Sankt Nicolai kirke. En kirke uden mennesker – kan det overhovedet kaldes en kirke? Selvfølgelig havde det været skønt, hvis der slet ikke havde været nogle begrænsninger, hvis vi ikke havde skullet måle hele rummet op i afstande og kvadratmeter. Hvis døren kunne have stået på vid gab. Men sådan er det ikke endnu. Og hellere en åben kirke med begrænsninger end en lukket.

I de sidste par måneder har nogle af os været i kirken indimellem, fordi vi skulle optage små videoer til hjemmesiden, men hold op! hvor har det været en besynderlig oplevelse. At stå og tale lige ud i luften, hen over de tomme bænke. Ikke et eneste ansigt at kigge på, ingen øjne at smile til. Hvor i al verden skal man vende blikket hen? Kirkerummet er meget, meget smukt, også når det er tomt, det er sandt, men det er langt smukkere, når der er mennesker.

Vi kunne godt have været lidt flere i dag, hvis vi havde tilrettelagt en gudstjeneste uden fælles salmesang: Men hvad ville det så have været for en gudstjeneste? Som en sagde til mig på gaden forleden: Hvis vi ikke skal synge, så kommer jeg slet ikke, så kan det være det samme! Jeg giver ham ret: Sangen er noget af det allervigtigste. Når vi synger, bliver det meget tydeligt, at vi gør noget sammen, at gudstjenesten er et fællesskab, at det ikke er en slags optræden, som man skal sidde og kigge på. Sangen forbinder os med hinanden. Og efter at Philip Faber har opdraget os alle sammen til at synge morgensang, så er der faktisk heller ingen undskyldning for ikke at synge med. Med andre ord: det, som får kirken til at leve, er, at vi er sammen, at vi er fælles om at høre og synge, bede og bekende.

Og hvis der er noget, vi har savnet i de sidste mange måneder, så er det netop at være sammen. Hvem af os havde i vores vildeste fantasi kunnet forestille os, at vi fra den ene dag til den anden skulle stå over for en virus, som rammer os på selve livsnerven: Fællesskabet. I mit hoved ligner corana-virus mere og mere en lille modbydelig og udspekuleret djævel, der går efter det, som gør allermest ondt, dvs. tvinger os til ensomhed, isolation, afstand til hinanden, tvinger os ind i en eneboertilværelse, som kun de allerfærreste trives med, tvinger os ud af det fælles rum og ind i det private, hvor vi bliver overladt mere eller mindre til vores eget indskrænkede og uhyggeligt stilfærdige selskab. Kun en virkelig ondskabsfuld fjende med stor psykologisk indsigt kan finde på den slags. Eller en corana-virus, for uanset hvor meget vi er kommet til at hade den, så har den ikke en personlig vilje, selv om man godt kan få den fornemmelse.

Der er nogle, der mener, at når vi kommer på den anden side af krisen, og ikke længere behøve at tage bestik af, hvor mange eller få meter, der er imellem os på kirkebænkene, på gaden, i klasseværelset, mellem bogreolerne på biblioteket, ved pølsevognen, ved køddisken i Føtex, på cykelstien osv., osv., vil individualitetens tidsalder være et overstået kapitel. Krisen har på den hårde måde lært os, at vi ikke er ret meget i os selv, men at vi er afhængige af hinanden. De mange måneder med nødtørftig kontakt har udstillet, hvor kontaktsøgende vi er, eller for nu at citere skabelsesberetningen: at det ikke er godt, at mennesket er alene. Jeg læste f.eks. om en kvinde, der efter en måned alene i sin lejlighed, var nået frem til den erkendelse, at fravalget af kærligheden til fordel for en benhård, tidskrævende karriere, var tåbeligt. Så længe dagene rasede af sted med møder og arbejde fra tidlig morgen til sen aften, var det fint kun at være sig selv og ikke skulle tage hensyn til en anden, men da alt lukkede ned, blev hun klar over, hvad hun savnede allermest: og det var ikke arbejdet. Hun savnede at have et andet menneske tæt på, en at dele bekymringerne med, en at holde humøret oppe med.

Lad os håbe, at erfaringerne og erkendelserne fra den trængselstid, som vi lige så langsomt bevæger os ud af, ikke forsvinder lige så snart, hjulene hvirvler rundt i det sædvanlige tempo. Gid vi ikke lige med det samme glemmer, hvor sårbare og udsatte, vi er, og at vi derfor stadig har enormt brug for hinanden. Men jeg har mine tvivl. Mennesket er glemsomt. Og når først hverdagen har fat i os, er der ikke længere tid til at gøre sig de store tanker om livet og meningen med det. Men sikke en lykke, at vi da har kirken og gudstjenesterne, for her får vi ikke en eneste mulighed for at glemme, hvem vi er, og hvad vi skal.

Her er budskabet det samme altid, uanset situationen. Her gør vi det, som de første disciple blev bedt om, lige inden Jesus fór til himmels. Han sagde dengang til dem: ”Alle folk i verden skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det, de har gjort forkert. I skal fortælle om mig, for I har jo selv set og hørt det hele, og I skal begynde her i Jerusalem”.  Disciplene får til opgave at fortælle om alt det, som Jesus har gjort og sagt i løbet af sit korte voksenliv og samler man det under ét hedder det tilgivelse eller med et andet ord syndernes forladelse. Jesus kommer med Guds tilgivelse, med Guds uendelige rummelighed af det, som er os og vort, og dvs. også det, som er ufuldkomment og uperfekt. Han favner det skrøbelige og sårbare, han trækker det ildesete, det skamfulde ind i sin lyskreds af kærlighed. Og pludselig er der skabt et fællesskab, som udadtil består af en broget forsamling af alle mulige eksistenser. Rig og fattig, selvsikker og usikker, hjælpeløs og magtfuldkommen – alle hører med, fordi vi i bund og grund og til trods for alle ydre forskelle og vilkår er ens. Og det fællesskab er livsvigtigt, for her passer vi alle sammen ind, uden at der skal skæres en tå og hugges en hæl. Her er det ligegyldigt, om vi er fan af Mette Frederiksen og hendes håndtering af krisen, eller om vi hellere havde set Jacob Ellemann ved roret. Her er vi alle lige for Gud takket være hans tilgivende kærlighed med navnet Kristus.

Det er Kr. Himmelfarts dag. Jesus forlader endegyldigt denne verden for at sætte sig ved sin fars højre side. Han kom fra Gud, nu vender han tilbage, og man skulle tro, at disciplene ville være ligeså sønderknuste som påskedag, da de opdager, at graven er tom. Men nej, de vender glade tilbage til Jerusalem, for med sig har de den største og vigtigste af alle fortællinger, fortællingen om Guds søn, der lever så stor en kærlighed ud, at han må bøde med sit liv, hvorefter Gud oprejser ham i én stor altomfavnende gestus af tilgivelse. Og her begynder det: fællesskabet, som får kirken til at leve. Og som får os til ånde frit og let. Amen

 

---
5. søndag efter påske, 17. maj 2020 v/Martin Rønkilde - se filmen og hør ord og toner fra kirken her.
---
Musikhilsen fra kirken: "Kom maj du søde milde" - se og hør den her.
---
4. søndag efter påske 10. maj 2020 v/Grete Wigh-Poulsen - hør ord og toner fra kirken her.
---
Andagt og refleksion til Store Bededag 8. maj 2020 v/Benjamin König se filmen her.
---
Morgenandagt 6. maj 2020 v/Grete Wigh-Poulsen - se filmen og hør ord og toner fra kirken her.
---
4. maj-andagt v/Martin Rønkilde - se filmen og hør ord og toner fra kirken her.
---
I anledning af 75-året for befrielsen, har vi lavet en lille film, hvor Kurt fortæller om sangen "En lærke letted". Se filmen her.